Del I

• Arbejder-kommunismens sociale og intellektuelle basis
• En bedre verden
• Frihed, lighed, velstand
• Klassekamp: Proletariat og borgerskab
• Arbejder-kommunisme
• Kapitalisme
• En status
• Kapitalismens grundlag
• Staten og den politiske overbygning
• Kultur, ideologi, moral
• Social revolution og kommunisme
• Det frie kommunistiske samfund
• Proletarisk revolution og arbejderstat
• Kommunistpartiet og Arbejderklassens Kommunistiske Internationale
• Arbejder-kommunisme og borgerlig kommunisme
• Revolution og reform

Del II

• Generelle principper og rammer
• Den politiske magts struktur og organer
• Rådsstyre
• Hærens opløsning
• Afskaffelse af udemokratisk bureaukrati. Direkte folkelig deltagelse i forvaltningen
• En uafhængig dømmende magt. Juridisk retfærdighed for alle
• Individuelle og civile rettigheder og privilegier
• Lighed og afskaffelse af diskrimination
• Lighed mellem kvinder og mænd, forbud mod kønsdiskrimination
• Lige rettigheder for alle landets indbyggere uanset indfødsret
• Forbud mod racediskrimination
• Afskaffelse af national undertrykkelse
• Det kurdiske spørgsmål
• Moderne og progressive sociale og kulturelle normer
• Religion, nationalitet og etnicitet
• Samliv, familie, ægteskab og skilsmisse
• Børns rettigheder
• Seksuelle relationer
• Abort
• Kampen mod stofmisbrug og narkohandel
• Kampen mod prostitution
• Principper for rettergang
• Anklagedes og lovovertræderes rettigheder
• Afskaffelse af dødsstraffen
• Respekt for menneskers værdighed
• Massemedierne
• Nationale og lokale sprog
• Udskiftning af det persiske alfabet
• Arbejdsret og sociale velfærdslove
• Arbejdsret
• Social velfærd og sygesikring
• Internationale relationer

Arbejder-kommunismens
sociale ogintellektuelle basis

En bedre verden

Arbejder-kommunismen hører først og fremmest til her, ved den urokkelige tro hos utallige mennesker og generation efter generation på, at det er både nødvendigt og muligt at skabe en bedre verden og en bedre fremtid ved egen kraft.

Frihed, lighed, velstand

Præcis disse idealer udgør arbejder-kommunismens intellektuelle fundament. Arbejderkommunisme er en bevægelse for ændring af verden og for grundlæggelsen af et frit, lige, menneskeligt og velstående samfund.

Klassekamp: Proletariat og borgerskab

Alle samfunds historie har til dato været en klassekamps historie. En uafbrudt, til tider åben og til tider skjult, kamp er foregået mellem udbyttende og udbyttede, undertrykkende og undertrykkede klasser, i forskellige epoker og samfund. Denne klassekamp er hovedkilden til social forandring og forvandling.

Tidligere samfund byggedes på et komplekst hierarki af klasser og lag. Det moderne kapitalistiske samfund har imidlertid i vidt omfang forenklet klasseskellene. Trods alle forskellene i erhverv og den udstrakte arbejdsdeling heri, er det nuværende samfund i sin helhed opbygget omkring to modstående klasselejre: arbejdere og kapitalister, proletariat og borgerskab.

Modsætningen mellem disse to lejre er, på det mest grundlæggende niveau, kilden til hele mangfoldigheden af økonomiske, politiske, intellektuelle og kulturelle konflikter som pågår i det eksisterende samfund. Ikke alene samfundets politiske og økonomiske liv, men også menneskehedens kulturelle, intellektuelle og videnskabelige liv i dag - områder som ellers fremstår som uafhængige domæner over og uafhængige af klasser - præges af denne centrale gruppering i det moderne kapitalistiske samfund. Proletariatets - arbejdernes - lejr repræsenterer, trods alle indbyrdes forskelle i tanker, idealer, tendenser og partier, viljen til at forandre systemet til fordel for de undertrykte og de fattige. Borgerskabets lejr står, trods alle dets forskellige strenge af tanker, politiske partier, tænkere og ledere, for bevarelsen af status quo og beskyttelsen af det kapitalistiske system og borgerskabets økonomiske og politiske magt og privilegier, over for arbejdernes kamp for frihed og lighed. Arbejder-kommunisme opstår ud af denne klassekamp. Den tilhører proletariatets lejr. Arbejder-kommunisme er arbejderklassens revolutionære bevægelse for omstyrtelse af det kapitalistiske system og skabelsen af et nyt samfund uden klasser og udbytning.

Arbejder-kommunisme

Arbejder-kommunismens principper og sociale idealer udspringer af en kritik af kapitalismens økonomiske, sociale og intellektuelle grundlag. Det er en kritik fra den lønmodtagende arbejderklasses standpunkt i dette samfund, og derigennem gennemgribende og revolutionært. Det arbejdende folks opfattelse af frihed, lighed og menneskelig lykke er nødvendigvis en afspejling af de eksisterende sociale relationer og af deres egen position over for produktion og ejendom og har også altid været det i tidligere samfund. Slavens opfattelse af frihed gik ikke langt hinsides afskaffelsen af slaveri, den livegnes og byhåndværkerens opfattelse af lighed kunne ikke være meget mere end lighed mht. ejendomsret. Men med proletariatets opståen, som den store masse af producenter uden noget ejerskab til produktionsmidlerne, en klasse hvis økonomiske trældom og udbytning netop er baseret på dens formelle frihed, ændredes begrebet om frihed og lighed fundamentalt. Proletariatet kan ikke befri sig selv, uden at samfundet som sådan befris for klasseskel og privat ejerskab af produktionsmidler. Lighed er ikke kun et juridisk begreb, men også, og grundlæggende, et økonomisk og socialt.

Med marxismen opnåede den proletariske kritik af kapitalismen og den arbejder-kommunistiske bevægelse og samfundsopfattelse, som opstod med den industrielle revolution, umådelig sammenhængskraft, klarhed og teoretisk styrke.

Arbejder-kommunismen har siden hen været kædet uadskilleligt sammen med marxismen og den marxistiske kritik af det kapitalistiske samfunds politiske økonomi.

Arbejder-kommunisme er en social bevægelse som opstod med kapitalismens og den lønmodtagende arbejderklasses fremvækst, og den repræsenterer den mest gennemgribende og universelle kritik af kapitalismen og dens onder i arbejderklassen. Denne bevægelses mål og praktiske program er baserede på den marxistiske kritik af fundamentet for den moderne kapitalisme, som er den nyeste, mest moderne og mest avancerede form for klassesamfund.

Arbejder-kommunisme er ikke en bevægelse adskilt fra arbejderklassen. Den har ingen interesser bortset fra arbejderklassens som helhed. Denne bevægelse adskiller sig fra andre arbejderbevægelser og arbejderpartier ved, at den for det første i klassekampene i de forskellige lande forfægter enheden og de fælles interesser hos arbejderne i hele verden, og for det andet i de forskellige faser og fronter i arbejderkampe repræsenterer arbejderklassens interesser som helhed. Således er arbejder-kommunisme bevægelsen fra den mest avancerede del af arbejderklassen, som forstår det endelige mål og betingelserne og forudsætningerne for sejr, og som forsøger at samle de forskellige dele af arbejderklassen.

Kapitalisme

En status

Her tilsløres den kendsgerning, at disse problemer for det første har fundet en ny betydning i dette samfund, svarende til kapitalismens behov. De genskabes til stadighed som indbyggede dele af det moderne kapitalistiske system. Kilden til fattigdom, sult, arbejdsløshed, hjemløshed og økonomisk utryghed ved slutningen af det 20. århundrede er det økonomiske system som hersker nu. De brutale diktaturer, krige, folkemord og overgreb, som definerer livet for hundreder af millioner af mennesker i dag, har deres logiske begrundelse i behovene hos det system som regerer verden i dag og tjener specifikke interesser i denne verden. Kvindeundertrykkelsen i dag er ikke resultatet af middelalderlig økonomi og moral, men et produkt af det nuværende samfunds økonomiske og sociale system og moralske værdier.

For det andet er det borgerskabet og det kapitalistiske system selv, som uophørligt og ubarmhjertigt modarbejder folks bestræbelser på at udrydde og overvinde disse onder. Hindringen i arbejderes kamp for at forbedre levevilkår og civile rettigheder er ingen anden end borgerskabet og dets regeringer, partier og fortalere. Hvor end folk rejser sig i de fattigere regioner for at gribe magten over deres egne liv, er den første barriere, som de møder, det lokale og internationale borgerskabs væbnede styrker. Det er borgerskabets stat, dets enorme medie- og propagandamaskine, religiøse institutioner, traditioner, moralbegreber og uddannelsessystem, som former de tilbagestående og fordomsfulde mentaliteter blandt generation efter generation. Uden tvivl er det kapitalismen og borgerskabet, som står i vejen for millioner af menneskers forsøg på at ændre systemet, drevet til kanten og mere eller mindre klare over grundtrækkene i et samfund som er mennesker værdigt. I dag ved slutningen af det 20. århundrede, på højden af kapitalismens globalisering og midt i de betydeligste teknologiske revolutioner, befinder menneskeheden sig i en af de mest kritiske perioder af dens historie. Ren og skær fysisk overlevelse er blevet hovedudfordringen for millioner af mennesker, fra de forarmede lande i Afrika og Asien til hovedstæderne i Vesten. For de mere tilbagestående lande er håbet om økonomisk udvikling nu blevet fuldstændigt knust. Drømmen om økonomisk vækst er veget for det stadige mareridt af hungersnød, sult og sygdom. I det avancerede Europa og USA rummer det usle løfte, efter år med recession, om "vækst uden beskæftigelse" den samme mareridtsagtige udsigt for millioner af arbejderklassefamilier. Over hele verden hærger krig og folkemord. Massive intellektuelle og kulturelle tilbageskridt udvikler sig: Religiøs fanatisme, mandschauvinisme, racisme, stammevælde og fascisme genopstår, individets rettigheder og status i samfundet bryder sammen, millioner af menneskers, gamles som unges, liv og udkomme overlades til det frie markeds nåde. I de fleste lande er organiseret kriminalitet blevet en af livets blivende realiteter og en indbygget del af samfundets økonomiske og politiske virkemåde. Stofmisbrug og voksende magt hos kriminelle netværk engageret i produktion og smugling af narko er nu et større uløseligt internationalt problem. Det kapitalistiske system og profittens forrang har udsat miljøet for alvorlige farer og uoprettelige skader. Borgerlige tænkere og analytikere hævder end ikke at have et svar på disse problemer. Dette er kapitalismens virkelighed i dag, varslende en forfærdende fremtid for hele verdens befolkning.

Kapitalismens grundlag

Som ethvert andet klassesystem er kapitalismen baseret på udbytning af de umiddelbare producenter - de regerende klassers tilegnelse af en del af produktet af deres arbejde. Ethvert samfundssystems specifikke karakter i forskellige historiske epoker ligger i den bestemte måde, hvorpå denne udbytning foregår i dette system. Under slaveriet tilhørte ikke alene slavens produkt, men også slaven selv slaveejeren. Slaven arbejdede for slaveejeren og blev til gengæld holdt i live af ham. I det feudale system overgav bønderne enten en del af deres udbytte til feudalherren eller udførte et bestemt antal timers tvungent og ubetalt arbejde.

Under kapitalismen har udbytningen imidlertid et helt andet fundament. Her er hovedproducenterne, altså arbejderne, frie; de tilhører ikke nogen, er ikke tilbehør til et gods, er ikke nogen herres trælle. De ejer og kontrollerer deres egen krop og arbejdskraft. Men arbejdere er også "frie" i en anden forstand: De er "frie" for ejerskab til produktionsmidlerne, hvorfor de for at kunne leve må sælge deres arbejdskraft til kapitalistklassen - et lille mindretal som ejer og monopoliserer produktionsmidlerne - i en bestemt mængde af tid i bytte for løn. Arbejderne må herefter købe deres livsfornødenheder - de goder som de selv har produceret - på markedet af disse kapitalister. Kapitalismens essens og udbytningens grundlag i dette system er den kendsgerning, at arbejdskraft på den ene side er en vare, og produktionsmidlerne på den anden side er kapitalistklassens private ejendom.

Uden levende menneskelig arbejdskraft, som anvender arbejdsredskaber og skaber nye produkter, er menneskelige samfunds eksistens, selveste menneskets overlevelse og tilfredsstillelse af dets behov, utænkelig. Dette gælder ethvert system. Men under kapitalismen er arbejdskraft og produktionsmidler strengt adskilte fra hinanden gennem den private ejendoms mur; de er varer og deres ejere må mødes på et marked. Tilsyneladende indtræder disse varers ejere i en fri og lige transaktion: arbejderen sælger sin arbejdskraft i bestemte perioder til kapitalisten, altså produktionsmidlernes ejer, i bytte for løn; kapitalisten hyrer denne arbejdskraft, opbruger den og laver nye produkter. Disse varer sælges herefter på markedet og fortjenesten begynder på produktionscyklen på ny, som kapital.

Imidlertid ligger der bag det tilsyneladende lige bytte mellem arbejde og kapital en grundlæggende ulighed; en ulighed som definerer hele menneskeheden i dag og uden hvis ophævelse samfundet aldrig vil blive frit. Gennem lønnen får arbejdere kun det tilbage som de har solgt, nemlig evnen til at arbejde og til at optræde på markedet en gang til. Gennem sit daglige arbejde sikrer arbejderklassen kun sin fortsatte eksistens, sin overlevelse som den daglige sælger af arbejdskraft. Men kapitalen vokser og akkumulerer i denne proces.

Arbejdskraft er en skabende kraft; den skaber nye værdier for dens køber. Værdien af de varer og tjenesteydelser, som arbejderen producerer i en hvilket som helst cyklus i produktionsprocessen, er større end arbejderens totale andel og den del af produktet, som går til istandsættelse af opbrugte materialer og til ælde og slid. Denne overskydende værdi, i form af et enormt lager af varer, tilhører automatisk kapitalistklassen og forøger dens kapitalmasse, i kraft af kapitalistklassens ejerskab af produktionsmidlerne. Arbejdskraften reproducerer blot sig selv i byttet med kapital, mens kapitalen vokser gennem dets bytte med arbejdskraft. Arbejdskraftens skabende evne og arbejderklassens produktive aktivitet afspejler sig i tilvejebringelsen af ny kapital til kapitalistklassen. Jo mere og bedre arbejderklassen arbejder, des mere magt opnår kapitalen. Kapitalens gigantiske magt i verden i dag og dens stadigt voksende dominans over det økonomiske, politiske og intellektuelle liv for Jordens milliarder af indbyggere er intet andet end det spejlvendte billede af arbejdets og den arbejdende menneskeheds skabende kraft.

Således foregår udbytningen i det kapitalistiske samfund uden åg og lænker på producenternes skuldre og fødder - gennem markedet og det frie og lige varebytte. Dette er det grundlæggende træk ved kapitalismen, som i sin essens adskiller den fra alle tidligere systemer.

Den overskydende værdi opnået gennem udbytning af arbejderklassen fordeles i alt væsentligt til de forskellige dele af kapitalistklassen gennem markedsmekanismen og igennem statslig finanspolitik, skattepolitik og pengepolitik. Profit, pengerenter og jordrenter er de væsentligste måder, hvorpå de forskellige dele af kapitalen får del i frugten af denne klasseudbytning. Kapitalernes konkurrence på markedet afgør andelen til hver kapitalistisk branche, enhed og virksomhed.

Men dette er ikke alt. Dette overskud dækker hele udgiften til borgerskabets statsmaskineri, hær og administration, til dets ideologiske og kulturelle institutioner og til dem, der gennem disse institutioner opretholder borgerskabets magt. Gennem sit arbejde betaler arbejderklassen udgiften for den herskende klasse, for den stadigt øgende akkumulation af kapital og for borgerskabets politiske, kulturelle og intellektuelle dominans over arbejderklassen og hele samfundet.

Med kapitalens akkumulation vokser mængden af varer som udgør det borgerlige samfunds rigdom. Et uundgåeligt resultat af akkumulationsprocessen er den uophørlige og accelererende teknologiske udvikling og væksten i produktionsmidlernes mængde og kapacitet, som arbejderklassen sætter i bevægelse i hver ny cyklus i produktionsprocessen. Men sammenlignet med væksten i samfundets rigdom og produktivkræfter bliver arbejderklassen til stadighed relativt fattigere. Trods den gradvise og begrænsede absolutte stigning i arbejdernes levestandard falder arbejderklassens andel i samfundets rigdomme hurtigt, og gabet vokser imellem arbejderklassens levevilkår og den højere levestandard, som allerede er gjort muligt gennem dens eget arbejde. Jo rigere samfundet bliver, des mere forarmet en del udgør arbejderen i det.

Teknologisk udvikling og vækst i arbejdets produktivitet betyder, at levende menneskelig arbejdskraft i stigende omfang erstattes af maskiner og automatiske systemer. I et frit og menneskeligt samfund burde dette betyde bedre tid og mere fritid til alle. Men i det kapitalistiske samfund, hvor arbejdskraft og produktionsmidler blot er den mængde varer, som kapitalen anvender for at lave profit, giver indsættelsen af maskiner i stedet for mennesker sig udslag i en vedvarende arbejdsløshed hos en del af arbejdsklassen, som nu nægtes muligheden for at tjene til føden. Fremkomsten af en reservearmé af arbejdere, som end ikke har muligheden for at sælge deres arbejdskraft, er et uundgåeligt resultat af kapitalakkumulationens proces og på samme tid et vilkår i og en betingelse for kapitalistisk produktion. Eksistensen af denne reservearmé af arbejdsløse, som hovedsageligt forsørges af den beskæftigede del af arbejderklassen selv, øger konkurrencen i arbejderklassens rækker og holder lønningerne på deres samfundsmæssigt lavest mulige niveau. Denne reservearmé tillader også kapitalen lettere at ændre størrelsen af dens beskæftigede arbejdsstyrke i forhold til markedets behov. Massearbejdsløshed er ikke en bivirkning af markedet eller et resultat af nogen regerings dårlige politik. Den er en iboende del af kapitalismens virkemåde og af kapitalakkumulationens proces. Periodiske økonomiske kriser med katastrofale økonomiske og sociale konsekvenser er et uundgåeligt træk ved det kapitalistiske system. Disse kriser udspringer i alt væsentligt af en grundlæggende modsigelse i selve akkumulationsprocessen: mens arbejde er kilden til merværdi og profit, formindsker akkumulationsprocessen og den uundgåelige teknologiske udvikling til stadighed forholdet mellem arbejdskraft og produktionsmidler. Den merværdi der produceres, kan normalt end ikke ved dens absolutte vækst holde trit med væksten i den avancerede kapital. På grund af selve akkumulationsprocessens materielle love har profitraten derfor en uundgåelig tendens til fald. Den uafladelige aktivitet for at opveje denne tendens og holde profitraten, især gennem intensivering af udbytningen og reduktion af arbejderklassens andel af samfundets rigdom - betalt i form af lønninger, offentlige tjenesteydelser mv. - er det daglige ærinde for kapitalistklassen, dens forskellige regeringer og det store korps af borgerlige økonomer, ledere og eksperter over hele verden.

Ikke desto mindre gør kapitalens indre modsigelser og profitratens tendens til fald sig periodisk gældende og kaster hele det økonomiske system ind i en dyb krise. Perioder med stagnation og krise er ikke alene tegn og symptomer på intensiveringen i kapitalens indre modsigelser, men også den praktiske mekanisme til deres lindring og til kapitalens rekonstruktion. Konkurrencen mellem forskellige dele af kapitalen vokser og mange drives ud i bankerot. De svage kapitaler slås ud, hvorved profitabilitetens vilkår forbedres for dem der er tilbage. På den anden side går kapitalistklassen og dens stater i lag med et vidtspændende angreb på arbejderes levestandard. De arbejdsløses rækker svulmer og udbytningen af hele arbejderklassen intensiveres.

Fra enhver krise dukker kapitalen mere centraliseret frem. Således antager den næste krise videre og dybere dimensioner og fremkalder en hårdere konkurrence og konflikt i kapitalistklassen. Hver ny krise nødvendiggør en stadig mere omfattende rekonstruktion af kapital. Tilsvarende bliver udsigten for samfundet hver gang mørkere og mere forfærdende.

Konsekvenserne af det kapitalistiske systems modsigelser og kriser er ikke begrænsede til den økonomiske sfære. Ødelæggende globale og regionale krige, militarisme og militære aggressioner, autokratiske stater og politistater, som berøver folk, især arbejdere, deres civile og politiske rettigheder, fremkomsten af statsterrorisme, genopståen af det ekstreme Højre og af religiøse, nationalistiske, racistiske og kvindefjendtlige grupper og tendenser - disse er den moderne kapitalismes realiteter, især i kriseperioder.

Staten og den politiske overbygning

Sandheden er, at staten er den herskende klasses vigtigste redskab til at holde de udbyttede masser undertvungne. Historisk har statens opståen været resultatet af fremkomsten af udbytning og delingen af samfundet i udbyttende og udbyttede klasser. Trods al kompleksiteten i nutidige staters struktur er staten, nu som før, et tvangsapparat, hvis fundament er hæren, domstolene og fængslerne. Staten er den herskende klasses organiserede tvangsmagt. Det er klasseherredømmets redskab. Enhver stat er uanset dens form og ydre fremtræden - monarki eller republik, parlamentarisk eller despotisk - redskabet for den eller de herskende klassers diktatur.

I alle systemer, selv under det mest brutale slaveri i oldtiden, hvor statens klassekarakter var utilsløret, har den herskende klasse altid haft brug for at give dens stat en eller anden form for legitimitet. Monarki og dynastisk herredømme, adelsvælde, gudgivet herredømme og teokrati er alle former, hvori denne legitimitet er blevet søgt. I det kapitalistiske samfund, et samfund baseret på markedet, hvor arbejder og kapitalist skildres som "frie" agenter som indgår en frivillig og lige kontrakt, er stemmeretten, parlamentet og valgsystemet de vigtigste måder til opnåelse af legitimitet for borgerskabets klasseherredømme. På overfladen er staten et redskab til hele folkets politiske herredømme, dannet gennem deres egen direkte stemme. Vist er stemmeretten og parlamentet set fra et historisk synspunkt vigtige gevinster i det arbejdende folks kamp for at fremme dets civile rettigheder. Det er også klart, at livet i et liberalt borgerligt system er langt mere tåleligt end livet under et militært eller autokratisk regime. Men disse former kan ikke skjule den moderne stats klassenatur. Selv i de mest avancerede, stabile og frie parlamentariske systemer har det arbejdende folk kun en meget lille chance for at påvirke statens politik og handlinger. Det parlamentariske system anvender relativt mindre åben og brutal vold og lader regeringsmagten skifte mellem forskellige dele af den herskende klasse gennem periodiske almindelige valg. Den har således kunnet sikre hele borgerskabets ubestridelige herredømme over samfundets politiske og økonomiske liv. Parlamentarisk demokrati er ikke en mekanisme for folkets deltagelse i den politiske magt. Det er et redskab til legitimering af den borgerlige klasses herredømme og diktatur

Kultur, ideologi, moral

Borgerskabets kulturelle og intellektuelle arsenal mod frihed og frigørelse er enormt. Dette er til dels en oldgammel arv, nu nypoleret og tilpasset det borgerlige samfunds behov. Alle afskygninger af religioner, fordomme, stammevælde, racisme og mandschauvinisme har igennem historien tjent som intellektuelle og kulturelle våben i hænderne på herskende klasser til at holde det arbejdende folk nede og bringe det til tavshed. Og i vor tid er de alle, i nye former og kapaciteter, samlede for at beskytte borgerlig ejendom og borgerligt herredømme mod truslen fra arbejdende folks opmærksomhed og bevidsthed.

Men det borgerlige samfunds egne tilføjelser til denne samling af intellektuelt og kulturelt artilleri er meget mere omfattende og effektive. I dette samfund skildres egennytte og konkurrence, altså rationalet bag kapitalistens adfærd på markedet, som menneskelig natur i sig selv og holdes hellige som ophøjede menneskelige værdier. Her er relationerne mellem folk en afspejling og en forlængelse af relationerne imellem varer. Folks værd og status måles i forhold til deres relation til ejerskab. Borgerskabet brød det gamle samfunds lokale og nære orden og indrettede nationalstater. Stammevælde og provinsialisme veg for moderne borgerlig nationalisme og patriotisme som det tungeste ideologiske åg der nogensinde er blevet lagt på det arbejdende folks skuldre.

De herskende ideer er i ethvert samfund den herskende klasses ideer. Men omfanget af borgerskabets intellektuelle, kulturelle og moralske dominans og kontrol over samfundets liv i dag er uden historisk fortilfælde. De videnskabelige, tekniske og industrielle revolutioner i de sidste par århundreder og markedets kraftfulde mekanismer, som overskrider alle nationale, stammemæssige, politiske og kulturelle barrierer, har forsynet borgerskabet med enorme muligheder for at beskytte og sikre dets ideologiske herredømme og for at udbrede det på verdensplan.

Ganske som i vareproduktionens sfære er menneskehedens skabende kraft i idéproduktionens sfære forvandlet til et våben mod den selv. De mange nyskabelser og fremskridt i det tyvende århundrede, som har revolutioneret litterære og kunstneriske former og massekommunikationsmidler og tilgængeliggjort nye felter af kulturel aktivitet, har frem for alt banet vejen for et stadigt bombardement af millioner af mennesker med borgerlige ideer i mere udsøgte, subtile og effektive former. Informationsteknologien og de satellit-TV-netværk, som er indført igennem de sidste to årtier, og som i væsentligt omfang har lettet opgaven med at samle og overføre information på tværs af kloden, er i borgerskabets hænder forvandlet til et uhyre maskineri af misinformation, indoktrinering og provokation. Massemedierne og show business, i sig selv blandt de mest indbringende kapitalsektorer, har overtaget en stor del af familiens, religionens og endog de repressive statslige organers rolle og spiller en voksende rolle i bevarelsen af den eksisterende ideologiske balance i samfundet, ved at udbrede den herskende klasses ideer og værdier, indoktrinere og kontrollere sindelag, skræmme og splitte folket og imødegå kritiske ideer og tendenser i samfundet. Disse institutioner og de moderne former for tankekontrol er grundpiller i den politiske stabilitet i borgerlige samfund, især i tider med krise, utryghed og folkelig uro.

Kampen mod de dominerende reaktionære ideer har altid været en permanent del af arbejderes klassekamp og en afgørende opgave for den arbejder-kommunistiske bevægelse.

Arbejder-kommunisme og borgerlig kommunisme

Lønarbejdssystemet, som er det store flertals daglige tvang til at sælge deres fysiske og intellektuelle evner til andre for at kunne tjene til føden, er kilden til og essensen i dette systems iboende vold. Denne nøgne vold har mange direkte ofre: Kvinder, arbejdere, børn, de ældre, folk i de fattigere regioner af verden, enhver som kræver sin ret og står op imod undertrykkelse og enhver som er blevet brændemærket som hørende til dette eller hint "mindretal". I dette system har krig og folkemord, væsentligst takket være rivaliseringen mellem kapitaler og økonomiske blokke, antaget rystende proportioner. Krigens og massedestruktionens teknologi er langt mere avanceret end den teknologi der anvendes i vareproduktionen. Borgerskabets globale arsenal kan tilintetgøre verden flere gange. Dette er det system, som faktisk har brugt rædselsvækkende nukleare og kemiske våben mod folk. Det borgerlige samfund kan også bryste sig af dets bemærkelsesværdige fremskridt mht. at forvandle kriminalitet, mord, mishandling og voldtægt til livets faste realiteter i dette system.

Kan et sådant system fejes af vejen til menneskelig frigørelse og en varig ende på vold, uden at det arbejdende folk griber til tvang? Ingen steder i den kommunistiske teori anses brugen af tvang for at være en nødvendig del af arbejderes revolution. Men enhver med bare det mindste begreb om dette samfunds realiteter må indrømme, at den herskende klasse aldrig vil gå fredeligt til side og bøje sig for det overvældende flertals vilje til at ændre systemet. Hvis beskyttelsen af borgerskabets daglige forretning og interesser er statens job, er forsvaret af kapitalismens eksistens og borgerskabets ejendom selve dens essens. Hvis krav om højere løn og ytringsfrihed udsætter sig for statens, politiets og militærets vrede, kan man forestille sig den slags modstand, som vil blive rejst imod forsøget på at ekspropriere borgerskabet politisk og økonomisk. Vold fra borgerskabets og dets stats side mod arbejderes revolution, mod viljen hos det overvældende flertal af mennesker, som med arbejderklassen i front rejser sig for at grundlægge et nyt samfund, er i praksis uundgåelig.

Arbejderes revolution må vælte den borgerlige stat. Borgerlig modstand mod revolutionen, og især mod forsøget på at gøre produktionsmidlerne til fælles eje, vil endog fortsætte efter at den borgerlige statsmagt er blevet nedlagt. Derfor er det afgørende at etablere en arbejderstat som kan bryde denne modstand og håndhæve revolutionens vilje. Som enhver anden stat er arbejderstaten ikke hævet over samfund og klasser. Det er et klasseherredømme. Men denne stat, som i overensstemmelse hermed i marxistisk teori er blevet kaldt et proletariatets diktatur, er det udbyttede flertals herredømme, som dikterer de udbyttende klasser bestemmelsen om menneskelig frihed og lighed og overvinder deres attentater og intriger. I sin form er arbejderstaten en fri stat, som organiserer selve de arbejdende massers direkte beslutninger og vilje. I sin natur er arbejderstaten en midlertidig stat, som visner væk så snart revolutionens mål er blevet virkeliggjorte. Kommunistpartiet og Arbejderklassens Kommunistiske Internationale En afgørende betingelse for udviklingen og sejren i arbejdernes samfundsrevolution er dannelsen af arbejder-kommunistiske partier, som kan give arbejderklassen et sådant perspektiv og mobilisere og lede klassens styrker i denne kamp. Disse partier bør dannes i forskellige lande, som organisationer der frem for alt forener de mest bevidste og aktive ledere af arbejderkampe. Kapitalismen er et verdenssystem, arbejderklassen er en verdensklasse, arbejderes konflikt med borgerskabet er en daglig kamp på verdensplan, og socialisme er et alternativ som arbejderklassen tilbyder hele menneskeheden. Den arbejder-socialistiske bevægelse må også organiseres på verdensplan. Dannelsen af en arbejder-kommunistisk Internationale, som den enhed der forener og leder arbejdernes globale kamp for socialisme, er en presserende opgave for de forskellige afdelinger af den arbejder-kommunistiske bevægelse og arbejder-kommunistiske partier over hele verden. Arbejder-kommunisme og borgerlig kommunisme I en stor del af det tyvende århundrede har marxisme og kommunisme nydt en enorm prestige inden for forskellige protest- og reformbevægelser verden over. Almengyldigheden og dybden i Marx' kritiske tænkning, marxismens dybtgående menneskelighed og tro på at alle mennesker er lige, samt den arbejder-kommunistiske bevægelses indflydelse i praksis - især som et resultat af arbejdernes revolution i Rusland i 1917, som gjorde kommunismen til håbet hos hundreder af millioner af arbejdere over hele verden - havde det resultat, at mange ikke-arbejderbevægelser og endog ikke-socialistiske bevægelser igennem det tyvende århundrede begyndte at kalde sig selv kommunistiske og marxistiske. De fleste af disse bevægelser havde meget lidt til fælles med de grundlæggende principper i kommunismen og marxismen og ønskede i virkeligheden kun visse reformer og ændringer inden for det kapitalistiske systems rammer.

Kommunisme var det navn, som den arbejdersocialistiske bevægelse antog i det nittende århundrede for at afgrænse sig selv fra de andre klassers ikke-revolutionære, endog reaktionære socialisme. Men i det tyvende århundrede blev selv dette navn misbrugt af andre bevægelser og klasser, i et sådant omfang at det mistede dets særlige betydning. Under det generelle navn kommunisme opstod der alle mulige afskygninger af sociale tendenser, som hverken i deres livsanskuelse, i deres program eller i deres sociale og klassemæssige oprindelse var beslægtede med arbejderkommunisme og marxisme. Udløbere af denne ikke-arbejderkommunisme, og iblandt dem først og fremmest Sovjetblokkens borgerlige kommunisme, blev i praksis til kommunismens officielle hovedstrømning gennem meget af det tyvende århundrede. Arbejder-kommunismen marginaliseredes.

Den vigtigste borgerligt kommunistiske tendens i det tyvende århundrede opstod i Sovjetunionen oven på arbejderrevolutionens afsporing og endelige nederlag. Med revolutionen i oktober 1917 lykkedes det den arbejder-kommunistiske bevægelse, ledet af bolsjevikkerne, at knuse de herskende klassers statsmagt, at grundlægge et arbejderstyre og endog at slå den besejrede reaktions direkte militære forsøg på at genvinde dens tabte magt. Men til trods for denne politiske sejr lykkedes det til syvende og sidst ikke den russiske arbejderklasse at omdanne produktionsforholdene, dvs. afskaffe lønarbejdssystemet og gøre produktionsmidlerne til fælles eje. I midten af 1920'erne kom nationalismen, på baggrund af alvorlige økonomiske belastninger og spændinger oven på krigen og revolutionen, og i fraværet af et klart perspektiv for den socialistiske forvandling af de økonomiske relationer, til at dominere politikken og det økonomiske program hos de russiske arbejderes parti og bevægelse. Hvad der pågik i Stalins æra, var ikke opbygningen af socialisme, men genopbygningen af den kapitalistiske nationaløkonomi i overensstemmelse med en statslig og styret model. I stedet for idealet om fælles og kollektivt eje gennemførtes statseje af produktionsmidlerne. Lønninger, penge og lønarbejdssystemet vedblev alle at bestå. Den russiske arbejderklasses fiasko mht. at revolutionere de økonomiske relationer førte til arbejderrevolutionens nederlag som helhed. Arbejderstaten erstattedes af en ny borgerlig stat med et omfattende bureaukrati og militært apparat baseret på en statskapitalistisk økonomi.

Denne statslige model blev den økonomiske rettesnor for en såkaldt kommunistisk pol, som indtog verdensscenen oven på Oktoberrevolutionens afsporing. Hele "socialismen" hos den borgerlige kommunisme i Sovjetunionen og Østblokken bestod af statsøkonomi, erstatningen af markedsmekanismen med planøkonomi og administrative beslutninger, omfordeling af rigdom og et minimumsniveau for offentlig velfærd og social service.

Men Sovjetunionen var ikke den eneste kilde til borgerlig kommunisme i dette århundrede. I Vesteuropa kom udløbere af ikke-arbejderkommunisme til live som, mens de havde grundlæggende elementer til fælles med det økonomiske syn hos Østblokkens kommunisme, nemlig erstatning af socialisme med statsøkonomi og bevarelse af lønarbejdssystemet, kritiserede den sovjetiske erfaring og holdt afstand til den ud fra demokratiske, nationalistiske, humanistiske og modernistiske standpunkter. Vestlig marxisme, eurokommunismen, Det nye Venstre og de forskellige grene af trotskismen var blandt de fremtrædende tendenser hos ikke-arbejderkommunismen i Vesteuropa. I de mindre udviklede lande og tidligere kolonier udgjorde nationalisme og antikolonialistiske tendenser hos borgerskabet og småborgerskabet, og i nogle tilfælde bondebevægelser, det stof, hvoraf en ny slags "Tredje Verdens"-kommunisme opstod. Denne kommunismes indhold var økonomisk uafhængighed, industrialisering, hurtig udvikling af nationaløkonomien i overensstemmelse med en statsdreven og planlagt model, en ende på de imperialistiske magters åbne politiske dominans og til tider endog genoplivelsen af forældede lokale traditioner og kulturel arv i opposition til modernisme og vestlig kultur. Arketypen på Tredje Verdens-kommunisme var maoisme og kinesisk kommunisme, som dybt påvirkede synspunkterne og politikkerne hos de såkaldte kommunistiske grupperinger i de mindre udviklede lande.

En konsekvens af opkomsten af de forskellige strenge af ikke-arbejderkommunisme i det tyvende århundrede var arbejder-kommunismens og marxismen alvorlige isolation og tilbagegang. For det første blev arbejder-socialismens grundlæggende ideer og forskellige aspekter af den marxistiske teori grundigt reviderede og mistolkede for at tilpasse dem disse bevægelsers ikke-socialistiske og ikke-arbejdermæssige natur, og dette forvrængede billede blev på verdensplan præsenteret og opfattet som marxisme og kommunisme. For det andet skiftede det sociale og klassemæssige grundlag for det tyvende århundredes kommunisme fra arbejderklassen til et vidt spektrum af ikke-arbejdermæssige sociale lag. I Vesteuropa og industrialiserede lande udgjorde intellektuelle, studenter, akademikere og de reformistiske dele af borgerskabet selv de væsentligste sociale miljøer for de kommunistiske kræfters vækst og politiske handling. I de såkaldte Tredje Verdens-lande udgjorde ud over disse grupperinger fattige bønder, utilfredst småborgerskab og først og fremmest et nationalt borgerskab, som higede efter nationaløkonomisk udvikling og industrialisering, det sociale grundlag for ikke-arbejderkommunisme.

I fraværet af en indflydelsesrig arbejder-kommunistisk tradition manglede arbejderklassen i årtier en stærk uafhængig politisk tilstedeværelse internationalt. I Vesteuropa og i USA samt i nogle latinamerikanske lande endte arbejdere i hænderne på fagforeningsvælde og de herskende klassers egne venstrefløjspartier, især Socialdemokratiet, i et sådant omfang, så disse af den almindelige offentlighed og en stor del af arbejderne selv kom til at blive opfattet som arbejderbevægelsens naturlige og selvindlysende organisationer. I Sovjetunionen og Østblokken blev arbejderklassen, mod små indrømmelser på arbejdspladsen, splittet og berøvet politiske rettigheder. I de fleste mere tilbagestående lande forblev blot tanken om at opbygge arbejderpartier og arbejderforeninger et undertrykt håb.

Den borgerlige kommunismes hovedstrenge nåede, en efter en, ind i en blindgyde gennem de sidste få årtier. Det seneste tilfælde var Sovjetunionens og Østblokkens spektakulære opløsning i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne - noget som borgerskabet euforisk kaldte "kommunismens endeligt". Men trods det antikommunistiske klima i 90'ernes første år og borgerskabets øredøvende råb om "kommunismens fald", og trods de enorme lidelser som nedkaldtes over hundreder af millioner af mennesker over hele verden ovenpå Østblokkens sammenbrud, peger tendenser i nutiden på en lovende mulighed for arbejder-kommunismen for at genindtage den politiske hovedscene, især i de industrielt avancerede lande. En grundlæggende forudsætning for en sådan udvikling er en kraftig politisk og teoretisk konfrontation med den borgerlige kommunismes forskellige tendenser, som vil genopstå i forskellige former sideløbende med arbejderbevægelsens fremgang og marxismens og arbejder-kommunismens voksende indflydelse.

Revolution og reform

Men den store arbejderrevolution, som skal frembringe dette frie samfund, sker ikke bare på det arbejder-kommunistiske partis vilje. Det er en enorm social og klassemæssig bevægelse, som skal organiseres i forskellige aspekter og former. Alle mulige slags barrierer skal fejes af vejen. Dette arbejde er eksistensberettigelsen og selve substansen i det arbejder-kommunistiske partis daglige aktivitet. Men mens kampen for organiseringen af arbejderrevolutionen pågår, kæmper milliarder af mennesker hver dag møjsommeligt for at tjene til livets opretholdelse under kapitalismen. Den revolutionære kamp for at bygge en ny verden er uadskillelig fra den daglige indsats for at forbedre levevilkårene for den arbejdende menneskehed i denne samme verden.

Arbejder-kommunismen finder ikke organiseringen af en revolution mod dette system uforenelig med kampen for at påtvinge kapitalismen de mest vidtrækkende reformer. Tværtimod ser den sin tilstedeværelse på begge fronter som den afgørende forudsætning for dens endelige sejr. Arbejderrevolution er ikke en revolution ud af desperation og armod. Det er en revolution som er afhængig af arbejderklassens bevidsthed og materielle og moralske parathed. Jo videre omfanget af de politiske frihedsgoder, den økonomiske tryghed og sociale værdighed hos arbejderklassen og folket i almindelighed, og jo mere progressive de politiske, velfærdsmæssige og civile standarder, som arbejderkampe og progressive kampe har påtvunget det borgerlige samfund, des redere vil betingelserne for arbejderrevolution være, og des mere afgørende og gennemgribende vil denne revolutions sejr være. Den arbejder-kommunistiske bevægelse står forrest i enhver kamp for at forbedre folks sociale vilkår og standarder.

Hvad der adskiller arbejder-kommunismen fra reformistiske bevægelser og organisationer - både fra arbejderklassen og uden for arbejderklassen - i kampen for reformer, er frem for alt, for det første, at arbejder-kommunister altid lægger vægt på den kendsgerning, at fuldstændig frihed og lighed ikke kan opnås gennem reformer. Selv de mest dybtgående økonomiske og politiske reformer rører pr. definition ikke ved det forhadte fundament for det eksisterende system, nemlig privat ejendom, klassedeling og lønarbejdssystemet. Desuden yder borgerskabet, som hele kapitalismens historie og de aktuelle erfaringer i forskellige lande viser, i de fleste tilfælde voldelig modstand mod ethvert forsøg på at gennemføre selv de mindste reformer. Tilmed er det vundne altid midlertidigt, sårbart og i fare for at blive rullet tilbage. Mens arbejder-kommunismen kæmper for reformer, insisterer den på nødvendigheden af social revolution som det eneste virkeligt levedygtige og frigørende alternativ for arbejderklassen.

For det andet kræver arbejder-kommunismen, mens den forsvarer selv de mindste forbedringer i arbejdende folks økonomiske, politiske og kulturelle liv, de videste og mest progressive politiske, civile og velfærdsmæssige rettigheder. I kampen for reformer begrænser vor bevægelse sig ikke til at forlange, hvad kapitalistklassen mener, den har råd til. Virksomheders regnskab over profit og tab eller de såkaldte "nationaløkonomiske" interesser osv. betinger eller begrænser ikke vore krav. Vores udgangspunkt er folks ubestridelige rettigheder i vor tid. Hvis slige rettigheder som retten til sundhedspleje, uddannelse, økonomisk tryghed, strejkeretten, folkets direkte og blivende medbestemmelse i det politiske liv, lige rettigheder for kvinder, frihed fra religiøse overgreb osv. er uforenelige med virksomheders profitabilitet og kapitalismens interesser, så beviser det kun behovet for at kuldkaste hele dette system. Dette er den grundlæggende sandhed som vor bevægelse overbeviser arbejderklassen og samfundet som helhed om i kampen for reformer. Vort formål i denne kamp er ikke skabelsen af en reformeret kapitalisme, en kapitalisme "med et menneskeligt ansigt", eller en "omsorgsfuld" kapitalisme. Vort mål er at tvinge det eksisterende system til at anerkende og stå ved det arbejdende folks ubestridelige rettigheder. De rettigheder og krav, som borgerskabet finder uforenelige med dets overlevelse, er arbejderklassen parat til at gennemtvinge nu og her og på den mest vidtspændende måde.

Det arbejder-kommunistiske parti kæmper for den fuldstændige sejr i arbejderklassens sociale revolution og for indførelsen af arbejderes kommunistiske program i dets helhed. Det arbejder-kommunistiske parti tror på, at det menneskelige samfunds fremskridt indtil videre inden for økonomi, videnskab, teknologi og den civile levestandard allerede har skabt de materielle betingelser, som er nødvendige for at grundlægge et frit samfund uden klasser, udbytning og undertrykkelse, altså et socialistisk verdenssamfund, og at arbejderklassen ved at tage den politiske magt må indføre dens kommunistiske program.

På samme tid kæmper det arbejder-kommunistiske parti, så længe og hvor end kapitalismen hersker, også for de mest dybtgående og vidtrækkende politiske, økonomiske, sociale og kulturelle reformer, som øger folks levestandard og deres politiske og civile rettigheder til det højest mulige niveau. Disse reformer vil, tillige med styrken og enheden opnået i kampen for deres virkeliggørelse, gøre det nemmere for det arbejdende folk at give det kapitalistiske system dødsstødet. Programmets anden del indeholder de væsentligste umiddelbare krav rejst af det arbejder-kommunistiske parti i arbejderes igangværende kampe for at påtvinge det eksisterende system reformer. Skønt de følgende krav og normer, selv efter dagens mest avancerede kapitalistiske landes standarder, forekommer radikale og ideale, repræsenterer de i virkeligheden kun en meget lille del af de rettigheder og frihedsgoder som vil blive virkeliggjorte til fulde i et kommunistisk samfund.

Der er ingen tvivl om, at selv de mindste forbedringer i folkets liv i Iran i dag og virkeliggørelsen af de mest elementære rettigheder og privilegier kræver, at den Islamiske Republiks umenneskelige og reaktionære regime væltes. Kuldkastelsen af dette regime er en påtrængende opgave for arbejderrevolutionen i Iran. Det arbejder-kommunistiske parti kæmper for omstyrtelsen af den Islamiske Republik og den umiddelbare oprettelse af en arbejderstat. Arbejderstyret vil ikke blot sikre den umiddelbare indførelse af de normer, som er skitseret i denne del af programmet, som de mest basale rettigheder for folket i Iran, men vil også, ved at føre hele dets kommunistiske program ud i livet, berede betingelserne for reel og fuldstændig frigørelse og lighed.

Generelle principper og rammer

2. Tilvejebringelsen af vidtrækkende, ubetingede, garanterede og lige politiske og civile rettigheder og privilegier for alle. Afskaffelse af al slags forskelsbehandling i henhold til køn, etnicitet, nationalitet, indfødsret, race, religion, alder osv.

3. Indførelsen af generelle økonomiske og velfærdsmæssige normer såvel som en progressiv arbejdsret, som påtvinger det eksisterende kapitalistiske system de højeste standarder for levevilkår, velfærd og økonomisk tryghed.

4. Vedtagelsen af love og forholdsregler, som radikalt og hurtigt fejer reaktionære, diskriminatoriske og nedværdigende overbevisninger, vaner og traditioner til side og støtter udviklingen af en fri og åben kultur og af frie og åbne værdier og menneskelige relationer.

5. Indførelsen af love og politikker som gør Iran til en kilde til støtte til progressive kampe, progressive sociale værdier og forhold og arbejderes og socialisters kampe over hele verden.

Ovenstående generelle principper skal føres ud i livet øjeblikkeligt gennem følgende forholdsregler:

Den politiske magts struktur og organer

Rådsstyre

Hærens opløsning

Det arbejder-kommunistiske Parti går ind for opløsningen af hæren og de professionelle væbnede styrker.

Hæren, Pasdaran (Islamiske garder) og andre professionelle bevæbnede styrker, såvel som alle hemmelige militære, sikkerheds- og spionageorganisationer bør opløses.

Folkelige råds militsstyrker, baserede på almen militær uddannelse og alsidig deltagelse i sikkerheds- og forsvarsopgaver, erstatter den professionelle hær som står adskilt fra og over folket.

Derudover tror partiet på, at følgende principper må anvendes i ethvert tilfælde og under alle omstændigheder, så længe væbnede styrker eksisterer: Ophævelse af praksis med blind lydighed i de væbnede styrker. Alt militært personel har ret til at nægte at udføre ordrer, som de betragter som værende i konflikt med landets love eller som går imod deres egen samvittighed og deres egne principper.

Enhver har ret til at nægte at deltage i krig eller i nogen militær aktivitet, som er uforenelig med hans/hendes principper og overbevisninger. Medlemmer af lovhåndhævelsesorganisationer skal altid bære deres uniform i tjenesten og bære deres våben utilsløret. Dannelse af væbnede styrker uden uniform eller gennemførelsen af missioner som bevæbnet politi i civilt tøj er forbudt. Det er enhver borgers ret at have kendskab til tilstedeværelsen af bevæbnede lovhåndhævelsesstyrker i hendes nærsamfund eller nærhed (arbejdspladser, boligområder, veje osv.).

Medlemmer af militæret har ret til at deltage i politiske aktiviteter og melde sig ind i politiske partier. Politiske partier, fagforeninger og andre organisationer har frihed til aktivitet inden for de militære styrker.

AAfskaffelse af udemokratisk bureaukrati.
Direkte folkelig deltagelse i forvaltningen

Styrkelse af arbejdsetik og respekt for borgere og klienter i den offentlige service. Ethvert misbrug af stilling og myndighed fra embedsmænds side, bestikkelse, nepotisme, forskelsbehandling, afvigelse fra lovmæssigt definerede regler og procedurer, eller ikke-udførelse af lovens bestemmelser osv., skal resultere i retsforfølgelse ved almindelige domstole som grove forseelser. Strengt forbud mod at bruge offentlige kontorers faciliteter og ressourcer til private formål.

Enkeltpersoners ubetingede ret til at sagsøge enhver statslig embedsmand ved de almindelige domstole.

En uafhængig dømmende magt.
Juridisk retfærdighed for alle

Som et skridt i retning af dette mål, og for at sikre den mest retfærdige retslige praksis som er mulig i det eksisterende samfund, kræver Det Arbejder-kommunistiske Parti den umiddelbare iværksættelse af følgende basale principper:

1. Dommeres, domstoles og det retslige systems fuldstændige juridiske uafhængighed fra den udøvende magt.

2. Dommere og andre retslige autoriteter skal vælges af folket og skal kunne afsættes, lige så snart flertallet af vælgerkorpset beslutter sådan.

3. Afskaffelse af særdomstole; alle retssager skal finde sted ved almindelige domstole.

4. Alle retssager skal være åbne og offentlige. Retssag med nævninge ved alle større kriminelle forseelser. De anklagedes og deres advokaters ret til at acceptere eller afvise dommere eller nævninge.

5. I alle retssager forudsættes den anklagede at være uskyldig, indtil skyld er bevist, og bevisbyrden ligger hos anklageren eller sagsøgeren.

6. Landets retslige principper og individets rettigheder over for det retslige system beskrives mere detaljeret i senere afsnit af programmet.

Individuelle og civile rettigheder og privilegier

Ægte individuelle og civile privilegier kan kun virkeliggøres i et samfund som selv er frit. Ved at fjerne klassemæssig og økonomisk underkastelse vil arbejderes kommunistiske revolution bane vejen for de mest vidtrækkende frihedsgoder og muligheder for individets selvudfoldelse på livets forskellige områder.

På samme tid kæmper det arbejder-kommunistiske parti for virkeliggørelsen og beskyttelsen af de videste individuelle og civile rettigheder i det nuværende samfund. Disse ubestridelige og ukrænkelige rettigheder kan skitseres som følgende:

1. Retten til at leve. Kroppens og sindets immunitet over for krænkelse.

2. Retten til et udkomme. Retten til et normalt livs fornødenheder i dagens samfund.

3. Retten til fritid, adspredelse, hvile og afspænding. 4. Retten til uddannelse. Retten til at nyde godt af alle de uddannelsesmæssige ressourcer som samfundet har adgang til.

5. Retten til sundhed. Retten til at nyde godt af alle de eksisterende muligheder for beskyttelse mod skader og sygdom. Retten til at nyde godt af al sundhedspleje og alle medicinske muligheder som samfundet har adgang til.

6. Retten til individuel uafhængighed. Forbud mod slaveri og tvangsarbejde under nogen forklædning eller retfærdiggørelse.

7. Retten til at deltage i selskabslivet og have et socialt liv. Forbud mod at isolere folk fra samfundsomgivelserne og at nægte dem muligheden for selskab med andre.

8. Retten til at søge og kende sandheden om alle områder af samfundets liv. Forbud mod censur og kontrol fra statens eller mediemagnaters side over den information som offentligheden har adgang til.

9. Retten til at nyde godt af et sundt og sikkert miljø. Folkets og dets repræsentanters ret til at overvåge og kontrollere de effekter på miljøet, som statens og virksomheders aktiviteter har.

10. Ubetinget trosfrihed, udtryksfrihed, forsamlingsfrihed, pressefrihed, demonstrationsfrihed, strejkeret, ubetinget organisationsfrihed og frihed til at danne politiske partier.

11. Fuld og ubetinget ret til kritik. Retten til at kritisere alle politiske, kulturelle, etiske og ideologiske aspekter af samfundet. Enhver påberåbelse af nationale, patriotiske, religiøse eller andre "helligheder" for at begrænse friheden til at kritisere og udtryksfriheden skal forbydes og erklæres ulovlig. Forbud mod religiøs, patriotisk, nationalistisk og anden form for intimidering med det formål at undertrykke det frie udtryk af anskuelser.

12. Religionsfrihed og frihed til ateisme.

13. Universel og lige valgret for alle over 16, uanset køn, religion, etnicitet, nationalitet, beskæftigelse, indfødsret, trosbekendelse eller politisk overbevisning. Retten for enhver person over 16 år til at stille op til ethvert repræsentativt organ og til at beklæde ethvert valgt hverv og ethvert embede.

14. Forbud mod inkvisition. Enhver persons ret til at nægte at vidne mod sig selv for og dermed belaste sig selv. Retten til at tie omkring éns personlige synspunkter og overbevisninger.

15. Ubetinget ret til at vælge, hvor man vil bo. Rejsefrihed og bevægelsesfrihed for alle over 16, mand eller kvinde. Forbud mod nogen form for permanent kontrol af bevægelser inden for landet fra statens eller lovhåndhævelsesmyndigheders side. Afskaffelse af alle begrænsninger mht. at forlade landet. Umiddelbar og ubetinget udstedelse af pas og rejsedokument efter ønske.

16. Forbud mod at påtvinge borgere fra andre lande nogen begrænsninger mht. indrejse og udrejse. Bevilling af indfødsret til enhver ansøger som accepterer de retslige forpligtelser ved indfødsret. Ubetinget udstedelse af opholds- og arbejdstilladelse til ansøgere om ophold i Iran.

17. Ukrænkelighed af folks privatliv. Ukrænkelighed af menneskets hjem, korrespondance og samtale og dets beskyttelse mod enhver form for indtrængen ved nogen myndighed. Forbud mod aflytning, efterstræbelse og overvågning. Forbud mod at samle oplysninger om folk uden deres udtrykkelige tilladelse. Alles ret til at få og studere al den information som statslige myndigheder har om dem.

18. Frihed mht. til valg af beskæftigelse. 19. Ubetinget frihed mht. valg af beklædning. Afskaffelse af alle officielle eller indirekte krav mht. mængden eller arten af beklædning som mænd eller kvinder skal have på i offentlighed. Forbud mod enhver form for forskelsbehandling eller restriktioner på grund af folks påklædning eller udseende.

20. Folkets valgte repræsentanters ret til at checke og overvåge statens aktiviteter, dokumenter og kontorer. Forbud mod hemmeligt diplomati. .

Lighed og afskaffelse af diskrimination

Vor kamp for lighed og afskaffelse af diskrimination i de eksisterende kapitalistiske samfund er en integreret del af vor mere omfattende og basale kamp for at fremme den sociale revolution og opbygge et lige og frit kommunistisk samfund. Vort parti står i frontlinien i enhver social kamp mod diskrimination og ulighed og tror på, at lige rettigheder og den lige anvendelse af loven over for alle, uanset køn, nationalitet, religion, race, overbevisning, trosbekendelse, beskæftigelse, status, indfødsret osv., må udråbes som det ukrænkelige afgørende princip bag al lov. Enhver lov og bestemmelse, som krænker dette princip må øjeblikkeligt ophæves, og alle tilfælde af diskrimination ved ethvert individ, enhver myndighed eller institution, statslig eller privat, bør efterforskes som forbrydelse. Lighed mellem kvinder og mænd. Forbud mod kønsdiskrimination Diskrimination mod kvinder er et særkende ved verden i dag. I hovedparten af verden nægtes kvinden officielt og retsligt selv de sparsomme rettigheder som anerkendes for mænd. I de økonomisk tilbagestående lande og hvor religion og gamle traditioner har et stærkere greb om samfundets politiske, administrative og kulturelle struktur, antager undertrykkelsen af kvinder de afskyeligste og mest oprørende former. I de avancerede lande og selv i samfund, hvor kønsdiskrimination tilsyneladende er forsvundet fra teksten i de fleste love, takket være kvinderetsbevægelser og arbejdersocialistiske kampe, diskrimineres kvinden i praksis stadig på mange måder gennem den kapitalistiske økonomis mekanismer og de eksisterende mandschauvinistiske traditioner og overbevisninger.

I sig selv er kvindeundertrykkelse ikke en kapitalistisk opfindelse. Ikke desto mindre har kapitalismen udviklet denne afskyelige historiske arv til en hjørnesten i nutidige økonomiske og sociale relationer. Rødderne til kvinders ulighed i dag skal ikke findes i de arkaiske overbevisninger og den intellektuelle og kulturelle arv fra uddøde samfund eller i ideerne hos profeter og religioner fra den mørke tidsalder, men i det industrielle og moderne kapitalistiske samfund af i dag; i et system som betragter kønsopdelingen i produktionsprocessen som en vigtig økonomisk og politisk faktor i sikringen af kapitalens profitabilitet. Skabelsen af fleksibilitet i arbejdet gennem ansættelse og afskedigelse, indførelsen af delinger, konkurrence og gnidninger blandt arbejdere, sikringen af eksistensen af mindre gunstigt stillede dele inden for arbejderklassen selv som en måde at presse hele klassens levestandard ned på, fordrejelsen af den menneskelige og klassemæssige selvopfattelse hos det arbejdende folk og oppudsningen af arkaiske og udslidte fordomme - disse er kvindeundertrykkelsens velsignelser for moderne nutidig kapitalisme og støttepiller for den kapitalistiske akkumulation i dag. Uanset om kapitalisme i sit inderste og som sådan er forenelig med kvinders lighed eller ej, har kapitalismen i slutningen af det 20. århundrede specifikt baseret sig på denne ulighed og vil ikke fravige den uden hårdnakket og voldsom modstand.

Det arbejder-kommunistiske parti kæmper for den fulde og ubetingede lighed mellem kvinder og mænd. De væsentligste love og forholdsregler, som skal indføres øjeblikkeligt for at påbegynde afskaffelsen af diskrimination mod kvinder er følgende:

1. Erklæring af den fulde og ubetingede lighed mellem kvinder og mænd mht. rettigheder og den øjeblikkelige ophævelse af alle love og bestemmelser som krænker dette princip.

2. Øjeblikkelige forholdsregler som sikrer fuldstændig lighed mellem kvinder og mænd mht. deltagelse i det politiske liv. Kvinders ubetingede ret til at deltage i valg på alle niveauer og til at beklæde enhver stilling og ethvert embede - politisk, administrativt, retsligt osv. Ophævelse af enhver lov og bestemmelse som begrænser kvinders ret til at deltage på lige fod i politik og forvaltning.

3. Fuldstændigt lige rettigheder og status for kvinder og mænd i familien. Afskaffelse af mandens privilegier som husstandens såkaldte "overhoved" og fastsættelse af lige rettigheder og forpligtelser for kvinder og mænd mht. omsorgen for og opdragelsen af børn, kontrol over og styring af familiens finanser, arveret, valg af bolig, husligt arbejde, erhvervsarbejde, skilsmisse og, i tilfælde af separation, forældremyndighed over børn samt deling af og krav på familiens ejendom. Forbud mod Ta'addod Zowjat (Islamisk ret til flerkoneri). Forbud mod Seegheh (Islamisk leje af kone). Afskaffelse af alle hustruens slavelignende forpligtelser over for ægtemanden under Islamiske love og oldgamle traditioner. Forbud mod at ægtemanden har sex med sin kone uden hendes samtykke, selv uden brug af vold. Slige tilfælde skal, efter anklage fra hustruen, retsforfølges som voldtægt. Forbud mod at påtvinge familiens kvinde husligt arbejde og specifikt husholdningspligter. Idømmelse af strenge straffe for misbrug, intimidering, begrænsning af friheden, fornedrelse og voldelig behandling af kvinder og piger i familien.

4. Fuldstændig lighed mellem kvinder og mænd i det økonomiske liv og mht. beskæftigelse. Lige anvendelse af arbejdsret og love for social hjælp over for kvinder og mænd. Lige løn for lignende arbejde for kvinder og mænd. Afskaffelse af alle begrænsninger mht. arten af beskæftigelse som kvinder har adgang til. Fuld lighed mellem kvinder og mænd i alle anliggender vedr. løn, forsikring, ferie, arbejdstid, skiftearbejde, arbejdsopgaver og arbejdsformidling, arbejdsvurdering, forfremmelser og medarbejderrepræsentation på forskellige niveauer. Iværksættelse af specielle regler og standarder i virksomheder som tillader kvinder at have tryghed i ansættelsen og professionelle karrierer, såsom forbud mod at afskedige gravide kvinder, forbud mod at anvise gravide kvinder tungt arbejde samt tilvejebringelsen af specielle faciliteter på arbejdspladsen, som kvinder har brug for. 16 ugers barselsorlov og et års børnepasningsorlov. Sidstnævnte skal kunne bruges af både kvinde og mand efter deres egen indbyrdes aftale. Dannelsen af inspektions- og tilsynsråd til at overvåge virksomheders overholdelse af disse bestemmelser. Dannelsen af ligestillingsnævn med magt til at afsige kendelser vedr. kvinders lighed i forhold til beskæftigelse og arbejdsplads, det være sig statslig eller privat, kommerciel eller ikke-kommerciel. Retsforfølgelse af og hårde straffe mod foretagender som overtræder princippet om absolut lighed mellem kvinder og mænd i beskæftigelse. Gratis lokale centre og faciliteter såsom daginstitutioner, dagpleje og fritidsklubber for børn, som i forhold til kvinders uforholdsmæssige byrde mht. husarbejde og børnepasning i dag vil muliggøre kvinders indtog på forskellige aktivitetsområder uden for hjemmet.

5. Afskaffelse af alle restriktive og tilbagestående kulturelle og moralske regler og skikke som hindrer og modsiger kvinders uafhængighed og fri vilje som lige borgere. Afskaffelse af enhver begrænsning af kvindens ret - enlig eller gift - til frit at rejse og vælge bosted, i eller uden for landet. Afskaffelse af alle love og bestemmelser som begrænser kvindens ret mht. tøjvalg, valg af beskæftigelse og selskabelig omgang. Forbud mod enhver form for adskillelse af kvinder og mænd på offentlige steder, i foretagender og forsamlinger, til møder og ved offentlig transport. Blandet undervisning på alle niveauer. Forbud mod, at statslige og private autoriteter og foretagender i officiel korrespondance og samtaler bruger tiltaleformer som frøken, fru, søster eller nogen andre benævnelser, som definerer kvinden gennem hendes position over for manden. Forbud mod indblanding fra nogen autoritet, familiemedlemmer eller slægtninge, eller officielle myndigheder, i kvinders privatliv og i deres personlige, følelsesmæssige og seksuelle relationer. Forbud mod enhver form for nedværdigende, mandschauvinistisk, patriarkalsk og ulige behandling af kvinder i offentlige institutioner. Forbud mod henvisning til køn i stillingsannoncer. Fjernelse af alle fordomsfulde og nedværdigende referencer til kvinder fra lærebøger og undervisningsmaterialer samt inddragelse af specielle kurser og undervisningsmateriale om kvinders lighed i stedet. Dannelse af tilsynsråd og specielle lovhåndhævelsesinstitutter, som skal tage sig af tilfælde af chikane mod og forskelsbehandling af kvinder.

6. Relevante statslige myndigheders direkte handling til bekæmpelse af mandschauvinistisk og anti-kvinde-kultur i samfundet. Støtte til og fremme af ikke-statslige kvinderettighedsgrupper.

Lige rettigheder for alle landets
indbyggere uanset indfødsret

Forbud mod racediskrimination

Afskaffelse af national undertrykkelse

Som et generelt princip går det arbejder-kommunistiske parti ind for, at folk af forskellig national oprindelse kan leve som frie borgere med lige rettigheder inden for større nationale enheder. Dette styrker arbejdernes geledder i klassekampen. Ikke desto mindre anerkender partiet i tilfælde, hvor en historie fuld af national undertrykkelse og strid har gjort sameksistens inden for eksisterende stater vanskelig, undertrykte nationaliteters ret til, hvis de i en direkte og fri folkeafstemning vælger at gøre sådan, at løsrive sig og danne uafhængige stater.

Det kurdiske spørgsmål

Som grundregel vil det arbejderkommunistiske parti til hver en tid kun støtte Kurdistans løsrivelse, hvis det er overvejende sandsynligt, at en sådan vej vil give det arbejdende folk i Kurdistan mere progressive civile rettigheder og et bedre og mere trygt økonomisk og socialt miljø. Partiets officielle standpunkt vil derfor blive afgjort i overensstemmelse med hele arbejderklassens interesser og specielt med Kurdistans arbejderklasses interesser, efter en konkret vurdering af situationen til den tid.

Det arbejder-kommunistiske parti betragter ikke ideen om kurdisk autonomi, som de nationalistiske kræfter i Kurdistan kræver, som et skridt fremad, men snarere som en opskrift på bevarelsen for alle tider af kurdiske og ikke-kurdiske nationaliteter inden for en enkelt national ramme. National autonomi er dømt til officielt at retfærdiggøre og i det uendelige forlænge nationale delinger og sætte scenen for fortsættelsen af nationale konflikter i de kommende år.

Det arbejder-kommunistiske parti betragter enhver ordning af Kurdistans politiske fremtid som ugyldig og ulovlig, det være sig en ensidig regeringsbeslutning eller et resultat af handler mellem centralregeringen og lokale partier, så længe den indføres uden udtrykkeligt samtykke fra Kurdistans folk selv gennem en åben og fri folkeafstemning.

Moderne og progressive sociale og kulturelle normer

civile rettigheder og for loven, eller som kvæler tankefrihed, frihed til kritik og frihed til videnskabelig undersøgelse. Religion og nationalisme er i deres natur diskriminatoriske og reaktionære retninger og uforenelige med menneskelig frihed og fremgang. Specielt er religion, selv om den forbliver individets privatsag, en barriere for menneskelig frigørelse og udvikling.

Dannelsen af en moderne verdslig stat og et moderne verdsligt politisk system er blot det første skridt imod total frigørelse fra religiøst, nationalt, etnisk, racemæssigt og seksuelt bigotteri og fordomme. Det Arbejder-kommunistiske Parti kræver den øjeblikkelige gennemførelse af følgende:

Religion, nationalitet og etnicitet

2. Fuldstændig adskillelse af religion og undervisning. Forbud mod at undervise i religiøse emner og dogmer eller religiøs fortolkning af emner i skoler og undervisningsinstitutioner. Enhver lov og bestemmelse, som bryder princippet om verdslig ikke-religiøs undervisning, skal øjeblikkeligt afskaffes.

3. Forbud mod enhver slags finansiel, materiel eller moralsk støtte fra staten eller statslige institutioner til religion og religiøse aktiviteter, institutioner og sekter. Staten skal have pligt til at udrydde religion fra de forskellige sfærer i samfundets liv gennem oplysningsmidler og ved at øge offentlighedens uddannelsesniveau og videnskabelige viden. Fjernelse af enhver slags reference i officielle kalendere til religiøse begivenheder og datoer.

4. Forbud mod voldelige og umenneskelige religiøse ceremonier. Forbud mod enhver form for religiøs aktivitet, ceremoni eller rite, som er uforenelig med folks civile rettigheder og privilegier og princippet om lighed for alle. Forbud mod enhver form for religiøs manifestation som forstyrrer folks fred og tryghed. Forbud mod enhver form for religiøs ceremoni eller handlemåde, som er uforenelig med lovene og bestemmelserne vedr. sundhed, hygiejne, miljø og forebyggelse af grusomhed mod dyr.

5. Beskyttelse af børn og personer under 16 mod enhver form for materiel og spirituel manipulation gennem religion og religiøse institutioner. Forbud mod at tiltrække personer under 16 til religiøse sekter eller religiøse ceremonier og steder.

6. Alle religiøse sekter skal registreres officielt som private foretagender. Religiøse organisationers underkastelse under virksomhedslove. Revision gennem retslige myndigheder af religiøse organers regnskabsbøger, konti og transaktioner. Disse institutioners underkastelse under de skattelove, som gælder for andre forretningsforetagender.

7. Forbud mod enhver fysisk eller psykologisk tvang til accept af religion.

8. Forbud mod religiøse, etniske, traditionelle, lokale skikke osv. som griber ind i folks rettigheder, lighed og frihed, deres nydelse af de civile, kulturelle, politiske og økonomiske rettigheder som anerkendes under loven, og deres frie deltagelse i samfundets liv.

9. Beslaglæggelse og omfordeling af al ejendom, rigdom og bygninger, som de religiøse institutioner har erhvervet gennem tvang eller gennem staten og de forskellige fonde under det islamiske regime. Disse skal lægges i hænderne på folkeligt valgte organer til offentlighedens bedste.

10. Forbud mod at tilskrive enkeltpersoner eller grupper en bestemt nationalitet, i offentligheden, i medierne, i embeder osv. uden deres udtrykkelige tilladelse.

11. Fjernelse af enhver reference til personers nationalitet i identitetskort, officielle dokumenter og officielle sager.

12. Forbud mod tilskyndelse til religiøst, nationalt, etnisk, racemæssigt eller seksuelt had. Forbud mod dannelse af politiske organisationer som åbent og officielt erklærer en gruppe menneskers overlegenhed over andre på grundlag af deres nationalitet, etnicitet, race, religion eller køn.

Samliv, familie, ægteskab og skilsmisse

2. Simpel registrering er tilstrækkelig for at samliv anerkendes officielt og dækkes af familieret, såfremt parterne ønsker dette. Verdsliggørelse af ægteskab. Forbud mod religiøse ritualer og deklamationer ved statslige ceremonier for registrering af ægteskab. Afholdelsen eller ikke-afholdelsen af specielle ceremonier, religiøse eller verdslige, for giftermål har ingen betydning for dets gyldighed eller status for loven.

3. Forbud mod nogen form for finansiel transaktion ved giftermål, såsom bestemmelsen af en Mehriyye, Shirbaha, Jahizieh (forskellige betalinger i penge og naturalier ved de to parter) osv. som priser og forhåndsbetingelser for giftermål.

4. Forbud mod Ta'addod Zowjat (islamisk ret til flerkoneri) og Seegheh (islamisk leje af kone).

5. Lige ret for kvinde og mand i familien mht. valg af bosted, pasning og opdragelse af børn, beslutninger ang. familiens ejendom og finanser og alle anliggender vedr. samliv. Afskaffelse af mandens specielle status som husstandens overhoved i alle regler og bestemmelser og lige ret for kvinde og mand i kontrollen med familiens anliggender.

6. Ubetinget ret til separation (skilsmisse) for kvinde og mand. Lige rettigheder og pligter for kvinde og mand mht. forældremyndighed over og omsorg for børn efter separation.

7. Lige ret mellem partnerne under separationen mht. ejendom og ressourcer som er blevet erhvervede eller brugt af familien under samlivet.

8. Afskaffelse af den automatiske overførsel af faderens efternavn til børnene. Beslutningen om barnets efternavn skal overlades til indbyrdes aftale mellem forældrene. Opnås ingen aftale, får barnet moderens efternavn. Referencer til forældrenes navne skal udelades fra identitetskort og andre officielle identitetsdokumenter såsom pas, kørekort osv.

9. Materiel og moralsk støtte fra staten til enlige forældre. Speciel støtte til mødre som er separerede eller skilte eller har født deres børn uden for ægteskab, over for økonomiske vanskeligheder eller reaktionært kulturelt og etisk pres.

10. Afskaffelse af alle anakronistiske og reaktionære love og bestemmelser som behandler mænds eller kvinders seksuelle forhold til andre end deres ægtefæller som en forbrydelse.

Børns rettigheder

2. Samfundet er ansvarligt for at sikre ethvert barns trivsel uanset dets families midler og omstændigheder. Staten er forpligtet til at sikre en ens, og den højest mulige, standard for velfærd og udviklingsmuligheder for børn.

3. Børnetilskud og gratis lægelig, uddannelsesmæssig og kulturel service for at sikre en høj levestandard for børn og unge uanset familiebaggrund.

4. Placering af alle børn uden en familie eller familiepleje under statens formynderskab og omsorg for deres liv og opdragelse i moderne, omsorgsfulde, progressive og veludstyrede centre.

5. Skabelsen af veludstyrede, moderne pasningstilbud til sikring af, at alle børn får et kreativt opdragelses- og socialt miljø uanset familiebaggrund.

6. Lige ret for alle børn, uanset om de er født i eller uden for ægteskab.

7. Forbud mod erhvervsarbejde for børn og unge under 16.

8. Forbud mod misbrug af børn i hjemmet, i skolen og i samfundet i det hele taget. Strengt forbud mod korporlig afstraffelse. Forbud mod at udsætte børn for psykologisk pres og intimidering.

9. Beslutsom retslig handling mod seksuelt misbrug af børn. Seksuelt misbrug af børn anses for en grov forbrydelse.

10. Retsforfølgelse af og straf mod enhver som på nogen måde og under noget påskud hindrer børn, det være sig drenge eller piger, i at nyde deres civile og sociale rettigheder, såsom uddannelse, adspredelse og deltagelse i børns sociale aktiviteter.

Seksuelle relationer

2. Alle voksne, kvinder eller mænd, er fuldstændig frie mht. beslutninger om deres seksuelle relationer med andre voksne. Frivillige forhold mellem voksne er deres privatsag, og ingen person eller myndighed har ret til at granske dem, blande sig i dem eller offentliggøre dem.

3. Alle, især de unge og halvvoksne, bør modtage seksualundervisning og instruktion i præventionsmetoder og sikker sex. Seksualundervisning bør være en obligatorisk del af ungdomsuddannelsernes pensum. Staten er ansvarlig for hurtigt at øge befolkningens videnskabelige bevidsthed om seksuelle emner og individets rettigheder i seksuelle relationer ved at udgive information, oprette klinikker og rådgivningsservice med adgang for alle som det vedrører, specielle fjernsyns- og radioprogrammer og alle andre effektive metoder.

4. Svangerskabsforebyggende og kønssygdomsforebyggende midler bør være gratis og lette at få adgang til for alle voksne.

Abort

Imidlertid kræver det arbejder-kommunistiske parti, så længe de ugunstige sociale omstændigheder driver et stort antal kvinder til at ty til illegal abort, for at forhindre misbrug gennem profitjægere og for at sikre beskyttelse af kvinders helbred, at følgende forholdsregler indføres:

1. Legalisering af abort op til graviditetens tolvte uge.

2. At abort efter den tolvte uge tillades, hvis moderens helbred er i fare (indtil det tidspunkt hvor kejsersnit og fosterets redning er muligt ud fra den nyeste lægelige ekspertise). Sådanne tilfælde skal konstateres af de kompetente lægelige myndigheder.

3. Bred og gratis adgang til muligheder for graviditetstests. Instruktion af folk i deres brug for at sikre hurtig opdagelse af uønskede graviditeter.

4. Gratis abort og gratis pleje efter abort i autoriserede klinikker med gynækologer.

5. Beslutningen om at få eller ikke få en abort er kvindens alene. Staten har imidlertid pligt til før hendes endelige beslutning at oplyse hende om argumenterne imod og om de videnskabelige autoriteters og socialrådgiveres anbefalinger såvel som om de finansielle, materielle og moralske forpligtelser, staten har over for hende og hendes barn.

For at reducere aborternes antal kræver det arbejder-kommunistiske parti ligeledes indførelsen af følgende påtrængte forholdsregler til at forebygge uønskede graviditeter og til at frigøre kvinder fra økonomisk, kulturelt og moralsk pres:

1. Bred seksualundervisning af folk om prævention og om emnets vigtighed. Bred adgang til rådgivningsservice.

2. Bred og gratis adgang til præventionsmidler.

3. Tildeling af passende midler og ressourcer til at hjælpe kvinder, som overvejer at få en abort på grund af økonomiske begrænsninger. Staten bør understrege dens pligt og villighed til at tage sig af barnet, skulle moderen beslutte sig til at føde barnet.

4. Resolutte kampagner mod fordomme og moralsk pres, som driver kvinder til abort. Aktiv statslig støtte til kvinder mod pres, fordomme og trusler.

5. Kampagner mod de uvidende, religiøse, mandschauvinistiske og tilbagestående holdninger som hæmmer væksten i folks seksuelle bevidsthed og specifikt hindrer kvinders og unge menneskers brede anvendelse af svangerskabsforebyggende midler og midler til sikker sex.

Kampen mod stofmisbrug og narkohandel
og narkohandel

2. Fremme af kampen mod stofmisbrug igennem fjernelse af de økonomiske grunde der driver folk mod narkotika, og beskyttelse af stofmisbrugere mod pushere og narkosmuglingsnetværk. Afkriminalisering af stofmisbrugeres liv. Hjælp til at gøre stofmisbrugere stoffri igennem:

3. Skabelsen af statslige klinikker, som imødekommer stofmisbrugeres behov på den betingelse, at de indvilliger i at deltage i rehabiliteringsprogrammer.

4. Legalisering af besiddelse af visse narkotika i mængder beregnet til personligt brug. Gratis kanyler og sprøjter skal gøres tilgængelige gennem apoteker og klinikker for alle dem, der behøver dem, for at beskytte stofmisbrugere mod sygdomme som AIDS og leverbetændelse og for at dæmme op for disse sygdommes spredning.

5. Forbud mod enhver form for forvisning, indespærring eller isolation af stofmisbrugere på grund af deres afhængighed. Stofafhængighed er ikke en forbrydelse i sig selv.

Kampen mod stofmisbrug og narkohandel

Strengt forbud mod at organisere prostitution, handle med, formidle og tjene på prostitueredes arbejde.

Afkriminalisering af prostitueredes liv og arbejde. Hjælp til prostituerede til at genvinde deres sociale værdighed og selvagtelse og til at frigøre deres liv fra kriminelle netværk og bander gennem:

1. Legalisering af enkeltpersoners salg af sex som selvstændige. Udvidelse af lovenes og lovhåndhævelsesmyndighedernes beskyttelse til prostituerede mod mafiaen, pengeafpresserne, optrækkerne, alfonserne osv.

2. Udstedelse af arbejdstilladelser til de prostituerede der arbejder som selvstændige. Opretholdelse af deres ære og prestige som respektable medlemmer af samfundet, og hjælp til at de kan organisere sig i deres egen fagforening.

3. Gratis speciel forebyggende og terapeutisk lægelig service til prostituerede for at beskytte dem mod sygdomme og skader resulterende af beskæftigelse i dette erhverv.

4. Konsekvent udannelsesarbejde, opmuntring og praktisk hjælp ved ansvarlige statslige organer for at hjælpe prostituerede til at opgive prostitution og modtage erhvervstræning til arbejde på andre områder

Principper for rettergang

2. Retssager skal finde sted uden udæskning og forhåndsafgørelser samt under fair betingelser. Retssagens placering, dommeren og juryens sammensætning skal fastsættes, så sådanne betingelser er sikrede.

3. De anklagede og deres advokater har ret til at kende og undersøge alle anklagerens eller sagsøgerens beviser, vidnesbyrd og vidner før retssagen.

4. Rettens kendelse kan appelleres, mindst én gang, af den anklagede, anklageren eller begge parter i retssagen. Forbud mod at ophidse til offentlige forudfattede meninger om retssagen og om de involverede personer mens retssagen foregår.

5. Forbud mod rettergang under omstændigheder, hvor den offentlige menings pres har hindret eller kompromitteret muligheden for en upartisk rettergang.

6. Politiets vidnesbyrd har den samme vægt som andre vidners.

7. Dommere og domstole skal være fuldstændigt uafhængige af efterforskningen. Efterforskningsprocedurens retslige rigtighed bør overvåges og godkendes af særlige dommere.

8. I straffelovene bør misbrug og krænkelse af personers legeme og sind, vold mod børn, såkaldte forbrydelser ud af lidenskab begået mod kvinder, vold i hjemmet, forbrydelser ud af had mod specifikke grupper af mennesker samt forbrydelser medførende vold og intimidering i almindelighed behandles som langt alvorligere forseelser end krænkelse af ejendomsret og rigdom, såvel statslig som privat. Hævnbaserede og såkaldt eksemplariske straffe bør erstattes af straffe, som er ment som forbedringsmiddel og tjener til at skærme samfundet mod gentagelse af forbrydelsen.

Anklagedes og lovovertræderes rettigheder

2. Før anholdelsen bør anholdte oplyses om deres rettigheder. Enhver har ret til at hidkalde en advokat eller vidner til deres anholdelse og afhøring. Enhver har ret til at foretage to telefonopringninger til deres advokat eller slægtninge, eller enhver anden de ønsker at ringe til, inden for tilbageholdelsens første time.

3. Lovhåndhævelsesmyndighederne har ikke ret til, før de sigter en person, at tage fingeraftryk eller fotografier eller at foretage lægelige checks eller DNA-tests af denne person uden vedkommendes tilladelse.

4. Efter anholdelse bør de anholdtes nærmeste slægtninge eller en hvilken som helst anden efter deres ønske øjeblikkeligt underrettes om deres tilbageholdelse. Torturhandlinger, intimidering, ydmygelse eller psykologisk pres mod anholdte, anklagede eller dømte er strengt forbudt og anses som en alvorlig forbrydelse.

5. Opnåelse af tilståelse gennem trusler eller overtalelse er forbudt. Fredelig modstand mod anholdelse, fredelige forsøg på flugt fra fængslet eller undvigelse fra anholdelse er ikke forbrydelser i sig selv.

6. Lovhåndhævelsesmyndighederne har ikke ret til at afhøre eller kropsvisitere folk eller trænge ind i deres private ejendom uden deres tilladelse eller bemyndigelse fra kompetente retslige myndigheder.

7. Ligsynsembedet, retsmedicinske og kriminaltekniske laboratorier, so er ansvarlige for undersøgelsen af fysisk bevismateriale, bør være uafhængige af lovhåndhævelsesorganerne. Disse institutioner arbejder direkte under den dømmende myndighed.

8. Politiklagenævnet bør være uafhængigt af politi- og lovhåndhævelsesmyndighederne. Nævnets undersøgelsesresultater bør offentliggøres.

9. Sagsakter og information om enhver enkeltperson, som opbevares af lovhåndhævelseorganer, bør være lette at få adgang til for vedkommende til egen nærmere undersøgelse. Indsatte er dækket af arbejdsretten og de generelle sociale velfærdslove og sundhedsplejelove.

10. Fængsler bør administreres af institutioner, som er uafhængige af politiet og lovhåndhævelsesorganer, og som er under direkte overvågning ved den dømmende myndighed.

11. Valgte inspektørers ret til at besøge fængsler som de finder det for godt og uden varsel.

Afskaffelse af dødsstraffen

Respekt for menneskers værdighed

2. Forbud mod injurier og bagvaskelse.

3. Forbud mod udøvelse af lægelige, farmaceutiske eller miljømæssige eksperimenter og tests på enkeltpersoner uden deres viden og udtrykkelige samtykke. Forbud mod enhver krænkelse af en persons fysiske integritet (såsom sterilisation, fjernelse eller transplantation af organer og lemmer, genetisk manipulation, abort, omskæring osv.) uden dennes viden og samtykke.

4. Forbud mod brugen af akademiske, religiøse, statslige eller militære titler og benævnelser (såsom general, ayatollah, dr., pastor osv.) uden for det behørige professionelle miljø. I enhver officiel og statslig kommunikation må der til enhver person kun refereres ved vedkommendes fornavn og efternavn. Forbud mod brug af nedsættende titler og betegnelser i beskrivelsen af forskellige sociale grupper ved nogen myndighed eller instans, statslig eller privat.

5. Forbud mod at angive første og anden klasses, luksus- og standardafdeling osv. i offentlig transport, tog, fly, statslige hoteller, idrætshaller, feriesteder osv. Alle skal have adgang til slig service ved en ensartet og højest mulig standard.

Massemedierne

Nationale og lokale sprog

Udskiftning af det persiske alfabet

Partiet kræver også, at:

1. der undervises i engelsk sprog allerede tidligt i skolen med det formål at gøre det til et gængs sprog i uddannelse og forvaltning;

2. den vestlige kalender (den officielle kalender der bruges internationalt i dag) anerkendes officielt og bruges i officielle dokumenter ved siden af den lokale kalender.

Arbejdsret og sociale velfærdslove

Imidlertid sigter den arbejder-kommunistiske bevægelse, så længe lønsystemet eksisterer, mod at påtvinge arbejdsrelationerne og arbejdsretten i dette system sådanne vilkår, at den højest mulige grad af velfærd og de bedste arbejdsbetingelser for arbejdere sikres, og at arbejderklassen og folket som helhed beskyttes mod de ødelæggende følger af lønarbejdssystemet. I denne kamp sigter arbejder-kommunismen også mod indførelsen af beskæftigelsesmetoder og -standarder, som hjælper til at forstærke arbejdernes selvbevidsthed som en klasse, deres organisation og deres kamp.

Arbejdsretten og de sociale velfærdslove skal, lige som alle rettigheder og pligter for borgere, gælde for udenlandske arbejdere og andre udenlandske indbyggere i landet uden undtagelse. Det arbejder-kommunistiske parti står for lige ret for alle arbejdere uanset indfødsret, nationalitet, religion, køn osv. Partiets hovedkrav vedr. arbejdsret og sociale velfærdslove er følgende:

Arbejdsret

2. Fuldstændig og ubetinget strejkeret. Strejker behøver ikke tilladelse fra staten eller nogen statslig myndighed. Fuld arbejdsløn under en strejke. Lige ret til adgang til medierne for de strejkende til fremstilling af deres sag og til respons på statens og arbejdsgivernes krav og påstande. Bandlysning af strejker under et hvilket som helst påskud såsom "nationale og patriotiske interesser", "undtagelsestilstand", "krig" osv. vil være ulovlig.

3. Forbud mod at hyre strejkebrydere eller politi eller hær til at erstatte strejkende, i alle foretagender, statslige eller private.

4. Arbejderes ret til at standse arbejdet under behandling af deres klager vedr. arbejdsgiveres og arbejdslederes handlinger, sikkerhedsspørgsmål eller uforudsete problemer på arbejdspladsen.

5. Frihed til at gå eller indsætte strejkevagt eller blokadevagt. Frihed for alle til at slutte sig til rækker af strejkevagter eller blokadevagter, uanset om de er beskæftigede i det berørte foretagende eller ej.

6. Øjeblikkelig indførelse af en maksimal arbejdsuge på 30 timer (fem dage á seks timer), 25-timers-uge i tunge erhverv, og regelmæssige reduktioner i arbejdstiden hvert femte år. I arbejdstiden inkluderes tid til frokostpause, pendling, bad efter arbejde, læsekurser, teknisk træning og generalforsamlingsmøder.

7. To efter hinanden følgende fridage om ugen. Weekends ændres til lørdag og søndag (mod i dag fredag) i overensstemmelse med standarden i de fleste lande, specielt de industrielt avancerede. En årlig ferie på mindst 30 dage. Ud over den årlige ferie kort orlov uden lønreduktion i nødsituationer til at tage sig af uforudsete personlige problemer. Mulighed for kvindelige arbejdere at tage to dage fri under menstruation.

8. Forbud mod overarbejde. Arbejderes normale løn bør ligge på et sådant niveau, at ingen arbejder tvinges til at tage overarbejde ud af økonomisk nødvendighed.

9. 1.maj skal være almindelig fridag, som Den internationale Arbejderdag.

10. 8.marts skal være almindelig fridag, som Den internationale Kvindedag.

11. Forbud mod akkordarbejde.

12. En minimumsløn, fastsat af arbejderrepræsentanter.

13. Automatisk stigning i minimumslønnen proportionalt med inflationen.

14. Fastsættelse af den årlige minimumsstigning i lønniveauer gennem kollektiv forhandling på nationalt niveau mellem repræsentanter for arbejderorganisationer og repræsentanter for arbejdsgivere og staten.

15. Lige løn for kvinder og mænd for tilsvarende arbejde.

16. Forbud mod at betale lønninger i naturalier. Forbud mod forsinkelser i lønudbetalinger. Forbud mod bøder eller nogen som helst fradrag i lønnen under forskellige påskud. Løn under gyldigt fravær, sygdoms- og rekonvalescensperioder, strejker eller et hvilket som helst produktionsstop af forskellige årsager eller som følge af arbejdsgiverens handlinger.

17. Forbud mod at sammenkæde arbejderes løn med omstændigheder og faktorer andre end arbejdet selv (såsom stigning i produktion, udbytte eller ydelse, produktivitet, disciplin, mål for produktionen osv.). Arbejderes løn bør udbetales i ét stykke, som løn.

18. Forbud mod børnearbejde. Forbud mod erhvervsarbejde for børn og unge under 16.

19. Forbud mod at anvise tungt arbejde til gravide arbejdere eller arbejdere, hvis helbred ville være i fare på grund af deres specifikke fysiske tilstand. Enhver arbejders ret til at nægte at udføre et arbejde, som vedkommende betragter som fysisk eller mentalt skadeligt.

20. Forbud mod afskedigelse. Fuld løn, på samme niveau som sidst udbetalte løn, til arbejdere hvis foretagende lukker, indtil ny beskæftigelse er fundet. Staten har ansvaret for at finde sammenlignelig beskæftigelse til arbejdere, som mister deres jobs på grund af foretagendets lukning. Erhvervsfaglig omskoling, finansieret af staten, for arbejdere hvis erhverv eller branche forældes som følge af ændringer i teknologien.

21. Tilstrækkelig arbejdsløshedsunderstøttelse, ifølge den sidst modtagne løn, til enhver arbejdsløs person over 16 som er villig til at arbejde. Tilstrækkelig arbejdsløshedsunderstøttelse og andre nødvendige tilskud til alle, der af fysiske eller psykiske årsager er ude af stand til at arbejde.

22. Nedsættelse af pensionsalderen for kvinder og mænd til 55 år eller efter 25 års beskæftigelse (i tunge erhverv efter 18 år). Pension svarende til den højeste løn modtaget under beskæftigelse. Forbedringer af pensionen sideløbende med den generelle stigning i lønniveauet.

23. Sikring af en sikker og sund arbejdsplads og minimering af arbejdsrisici, uanset omkostninger, gennem anvendelse af de mest avancerede faciliteter og ressourcer som er i brug verden over. Regelmæssig lægelig observation og lægeundersøgelse imod erhvervsrisici og -sygdomme, ved lægelige institutioner uafhængige af arbejdsgiverne, og finansieret af arbejdsgiverne og staten.

24. Fuld forsikring af arbejdere mod kvæstelser og beskadigelser som følge af arbejdet, hvad enten de indtræder på eller uden for arbejdspladsen, og uden at arbejderen behøver at bevise uagtsomhed fra arbejdsgiverens eller ledelsens side. Fuld pension til arbejdere som bliver uarbejdsdygtige som følge af skader hidrørende fra arbejdet.

25. Dannelse af voldgiftsnævn med medlemmer valgt af arbejderne.

26. Affattelse og håndhævelse af de interne bestemmelser på værksteder og økonomiske og produktionsenheder ved arbejdernes valgte repræsentanter.

27. Dannelse af arbejderes inspektionsudvalg til overvågning af den korrekte gennemførelse af arbejdsretten over hele landet på alle arbejdspladser og virksomheder, inklusive hjemmeservice.

28. Arbejdsgiveres pligt til at rådføre sig med arbejderrepræsentanter omkring enhver beslutning, som på afgørende vis ændrer arbejdsmetoderne, arbejdstiderne, arbejdsstedet og antallet af ansatte.

29. Arbejderrepræsentanters ret til at efterse regnskabsbøgerne for det foretagende i hvilket de arbejder. Arbejdsgiveren er forpligtet til at forsyne arbejderne med al den information de behøver i løbet af eftersynet. iche für diese Überprüfung notwendigen Informationen zugänglich zu machen.

Social velfærd og sygesikring

1. Betaling af arbejdsløshedsunderstøttelse svarende til den officielle minimumsløn til alle arbejdsløse personer over 16.

2. Betaling af statspension svarende til den officielle minimumsløn til alle personer over 55 som ikke har en tilbagetrækningspension.

3. Placering under statens formynderskab af alle børn og unge under 16, hvis underhold og behørige velfærd ikke bliver varetaget af familien.

4. Gratis og universel sundhedspleje. Regelmæssige lægeundersøgelser og omfattende vaccination af børn. Tilstrækkelig og passende kost skal garanteres alle børn uanset familieindtægt, region, bosted osv. Udryddelse af epidemiske og smitsomme sygdomme som kommer af forurenede og uhygiejniske miljøer. Regelmæssig undersøgelse af alle for hjertesygdomme, almindelige kræftformer og sygdomme hvis rettidige diagnosticering er afgørende for deres effektive behandling. Alvorlig forbedring af befolkningens sundhedsstandard og offentlighedens sundhedsbevidsthed. Udvidelse og organisation af de lægelige og terapeutiske ressourcer på en måde, som gør umiddelbar adgang til en læge, medicin og behandling let for alle.

5. Obligatorisk og gratis almen undervisning indtil man er 16. Gratis og almen højere uddannelse (universitet og specialisering). Tilstrækkelige stipendier til studerende. Udryddelse af analfabetisme og løbende højnelse af befolkningens uddannelsesniveau og videnskabeligt-tekniske bevidsthed. Uddannelse er enhvers ret, og folks adgang til uddannelse og undervisning bør være fuldstændigt uafhængig af familiens indkomst.

6. Garanteret passende boliger for alle, hvad angår plads, hygiejne, sikkerhed og forsyning (elektricitet, varmt og koldt vand, indendørs badeværelsesfaciliteter, aircondition, varme, telefonforbindelse og fjernsynsforbindelse samt adgang til lokal offentlig service). Boligudgifterne må ikke overstige 10 % af den enkeltes eller familiens indkomst; enhver ekstra udgift bør afbødes gennem statslige subsidier. Hjemløshed eller boliger under standard er uretmæssige, og de statslige myndigheder er af loven forpligtet til umiddelbart at sørge for passende boliger til alle borgere.

7. Oprettelse af specielle servicecentre, såsom daginstitutioner og dagplejepladser, kantiner, selvbetjeningsrestauranter, moderne selvbetjeningsvaskerier osv. lokalt og i boligkomplekser for at lette byrden af det huslige arbejde og for at muliggøre alles deltagelse i sociale aktiviteter.

8. Skabelsen af gratis idræts-, kunst- og kulturfaciliteter lokalt (gymnastiksale, teatre og værksteder, biblioteker osv.) med trænere og instruktører.

9. Tilvejebringelse af de nødvendige faciliteter og muligheder for de invalides og handicappedes deltagelse i alle det sociale livs områder. Tilvejebringelse af specielle faciliteter og udstyr til de fysisk handicappede på offentlige steder, på veje, i boligkomplekser osv. Fri forsyning med de nødvendige redskaber og hjælpemidler til at lette de invalides dagligliv.

10. Skabelsen af faciliteter og servicevirksomheder til imødekommelse af de ældres behov og til forbedring af deres livskvalitet. Tilvejebringelse af nødvendige ressourcer og faciliteter til at hjælpe de ældre til at fortsætte med at deltage aktivt og kreativt i samfundets liv.

11. Skabelsen af et gratis bybus- og metronetværk.

12. Udvidelse af den bymæssige service (elektricitet, vand, telefon, uddannelsesmæssige, lægelige og kulturelle faciliteter og muligheder osv.) til alle landlige områder, og fjernelse af velfærdsforskellen mellem by og land.

Internationale relationer

1. Fjernelse af hemmeligt diplomati. Udenrigspolitikkens og de diplomatiske midlers underordning under lovene og beslutninger taget af folkeligt valgte lovgivende organer.

2. Materiel og moralsk solidaritet med arbejderklassen og socialistiske bevægelser og alle sociale bevægelser i forskellige lande, som kæmper for rettigheder og friheder svarende til dem, som er indeholdt i dette program. Udøvelse af politisk og diplomatisk pres på alle regimer som nægter deres borgere grundlæggende individuelle og civile rettigheder.

3. Støtte til oprettelse og styrkelse af internationale organer, som repræsenterer folks egen fri vilje, og som sigter imod at fremme folks rettigheder og velfærd verden over. Arbejde for fjernelse af alle internationale imperialistiske og militaristiske organer, pagter og institutioner som krænker folkets lighed og fri vilje i forskellige lande over hele verden.

4. Permanent tildeling af en del af landets menneskelige, tekniske og faglærte ressourcer til forbedring af folks økonomiske og kulturelle liv i verdens fattigere regioner.

5. Forbud mod at landet går ind i menneskefjendske, hegemonistiske og repressive pagter.

Irans Arbejder-kommunistiske Parti opfordrer arbejderklassen og alle dem, som deler partiets mål og formål, til at slutte sig til dets geledder.

Oversat til dansk af Andreas Peter Nissen efter den første engelske udgave fra dec. 1997 (ISBN 91-973305-0-7)